Det katastrofale spiritusforbud

​

På  sine ældre dage flyttede Julius adresse flere gange. I 1916 boede han officielt på første sal i Kongens Gate 40 i Kristiania (Oslo). Mindre end et år senere var han dog flyttet til Gyldenløvesgade 4 i Kristiansand. På dette tidspunkt boede der også på denne adresse en hotelværtinde og hendes familie, så formodentlig har der været tale om, at Julius boede på et pensionat eller lille hotel. Dette varede dog kun kort, for allerede et halvt år senere boede han atter i Vestre Strandgate i Kristiansand.

​

I begyndelsen af det nye århundrede fik den norske afholdsbevægelse større og større indflydelse, og direkte afledt deraf indførtes der i 1916 spiritusforbud, og i 1917 indførtes endvidere forbud mod salg af hedvin. Dette var mildest talt en katastrofe og altødelæggende for Julius’ livsværk! Vinfirmaet og alle de tilhørende forretninger i Kristiansand, Oslo og Bergen måtte som et resultat deraf lukke i 1918, og det må have været aldeles nedslående for Julius, der jo havde lagt et helt voksenlivs kræfter og energi i firmaet. I 1919 afholdtes folkeafstemning om et eventuelt fortsat spiritus-forbud, og resultatet blev, at forbudet fortsat skulle gælde...
 

Det er uvist, i hvilken grad lukningen og afviklingen af ”J.O. Gundersen & Co.” påvirkede Julius’ privatøkonomi i hans sidste år, men han kom trods alt ud af det med mere end blot skindet på næsen. I 1918 solgte han den store forretningsgård på Vestre Strandgate 35 til Agder Kjøpelag (byens fælles indkøbsforening), og dette salg samt salget af mange af hans øvrige aktiver gjorde, at Julius også i sine sidste år var en velstillet mand, selvom han langt fra var så velhavende, som han tidligere havde været. Dette ses blandt andet også af, at han i november 1919 var i stand til at yde økonomisk bistand til sin nevø Frithjof Gundersen - broderen Johan Severins søn - således at denne i januar 1920 kunne nedsætte sig med ”Kristiansands Automobil og Motoforretning A/S”, i Østre Strandgate 12. Han havde fra starten 10 mand på lønningslisten, og der var på daværene tidspunkt ialt 275 biler indregistreret i Kristiansand politidistrikt. Virksomheden eksisterer stadig den dag i dag, men hedder nu "Bay Auto" efter Frithjofs søn, Frithjof Bay Gundersen, der overtog den efter sin far. Den er dog nu flyttet til en anden lokation i Kristiansand.

 

I 1922 oprettedes det statslige norske Vinmonopolet. Vinmonopolet fik både eneret til import og salg af vin og spiritus, og for import-enerettens vedkommende varede denne helt til 1995. Julius kom dog aldrig til at opleve oprettelsen af Vinmonopolet, for den 1. februar 1920 døde han i Kristiania (Oslo) - 73 år gammel - af lungebetændelse. Ved sin død boede han i Vester Strandgate 35 - i huset, der tidligere havde rummet J. O. Gundersen & Co. Som fortalt ovenfor havde også både Agder Kjøpelag og Agder Tidend til huse i bygningen, der desværre blev revet ned i 1960.

​

Julius døde som en velhavende, ugift og - set fra officiel side – ganske barnløs ældre herre på et par og halvfjerds år. Sandheden var dog, at han jo i Danmark havde en søn. Og hvem ved…måske havde han flere børn? I hvert fald gik der rygter i nogle dele af familien om ikke bare vin, kvinder og selskabelighed, men også om børn her og der…

 

I dødsfaldsprotokollen for Kristiansand Byret står følgende noteret vedr. Julius’ død:

 

”Gundersen Julius Octavius, fhv. groserer.

Død 1/2-1920, 73 år. Død i Christiania.

Testamente av 15/11-1919 forevist.

Executores testamenti. K. Iveland & Eilertsen"

​

I den tilsvarende dødsfaldsprotokol for Kristiana (Oslo) står følgende (spørgs-målstegnet henviser til et ord - formodentlig et gadenavn - i optegnelsen, som det ikke har været mig muligt at tyde):

​

"Fhv. Grosserer Julius Octavius Gundersen, 73 aar gl.,

død 1 ds. i [?]-74, bopæl Kr.sand. Avdøde der var ugift,

efterlader ikke søskende. Der er testament. Eiede Midler.
Anm av Julius Helvorschou Bogstadveien 56 [Julius'

søster Ansines søn]"
 

Arven efter Julius

​

Per Inge Nilsson ved Statsarkivet i Kristiansand har blandt arkivalierne forsøgt at finde skifte, boopgørelse og testamente efter Julius, men dette er ikke lykkedes. Boet er altså efter al sansynlighed ikke opgjort ved Kristiansand Skifteret, men antagelig i Kristiania (Oslo) i stedet. Dog forholder det sig således, at man heller ikke på Statsarkivet i Oslo er i stand til at finde hverken testamente, boopgørelse eller lignende og derfor henviser tilbage til arkivet i Kristiansand. Det er svært ikke at undre sig over, at testamente, skifte og boopgørelse efter Julius tilsyneladende i dag er helt umulige at finde på arkiverne i i Kristiansand og Oslo... 

 

Man kan spørge sig selv, om testamentet eller boopgørelsen er interessant at studere i dag. Dertil er der at svare, at netop sådanne dokumenter ville kunne give et mere præcist indtryk af Julius’ økonomiske formåen på sine gamle dage, og endnu vigtigere: I dokumenterne ville man – måske – kunne se eventuelle andre børn af Julius. Dette kunne – i bedste fald - altså være en vej til at finde ud af, om han måske havde flere ”hemmelige” børn, som familien ikke kendte til. For mig, som har såvel en familiemæssig som en slægtsforskningsmæssig interesse i sagen, er dette yderst relevant, men desværre har det altså ikke været muligt at finde frem til den relevante dokumentation, der evt. ville kunne påvise sådanne mulige andre efterkommere.

 

I betragtning af, at Julius var nødt til hurtigt at lukke sin virksomhed ned - hvilket kan have været med store tab - og at han også tidligre havde haft endda meget store økonomiske tab, må man sige, at han efterlod sig en pæn formue, som dog langt fra var så stor, som den tidligere havde været. Præcis hvor stor den var, vides dog ikke med sikkerhed. Det har været antaget, at de beløb, som efter hans død skænkedes til div. institutioner i Kristiansand, repræsenterede hans fulde formue. Her var tale om ca. 172.000 norske kroner, svarende til omtrent 3,5-4,5 millioner kr. i dag. Der kan dog også være tale om, at hans søn i Danmark fik sin arv, som han skulle, selvom der ikke umiddelbart er noget, der tyder derpå. Gjorde han dette, kan Julius samlet set have efterladt sig en betydelig større sum.

 

De penge af arven efter Julius, som man kender til, gik først og fremmest til forskellige velgørende formål. Det forlyder blandt andet, at Kristiansand Handelsgymnasium blev bygget delvist for en sum, der i dag svarer til flere millioner, som blev testamenteret til formålet af Julius. Desuden havde han angiveligt betænkt Kristiansand Kunstforening, Handelstandsforeningen, Den Tekniske Aftenskole og udvalgte enkeltpersoner – bl.a. tidligere tjenestefolk. 

​

Bjarne skulle have arvet både sin biologiske far ogsin biologiske mor, men jeg er ikke overbevist om, at han gjorde det. Hvor vidt han så til gengæld arvede sin fars, onklers og bedstefars talent for forretninger og for at drive virksomhed, har jeg endnu til gode at finde ud af. Det er dog mit klare indtryk, at han i hvert fald arvede lysten og evnen til at skabe fest og glade dage.

​

Nye tider for Bolette og Hans

 

På et tidspunkt mellem 1913 og 1923 valgte Bolette og Hans at skifte spor for deres efterhånden store familie. De var nemlig - på en eller anden vis - kommet til penge, og derfor valgte de at købe det berømte ”Møllers Hotel” i Grimstad og flytte hele den store familie fra Oslo til den noget mindre by sydvest for hovedstaden. Det er ikke klart, præcis hvornår dette skete, men de yngste af deres børn blev født i Oslo i 1913, og sønnen Hans konfirmeredes i Grimstad i 1923 – så på et eller andet tidspunkt derimellem må de have taget og ført beslutningen ud i livet.

​

I Grimstad boede og drev Bolettes søster Dagmar og hendes mand i 1910 et hotel - Victoria Hotel - på Strandgate 38 helt nede ved vandet. I 1919 opgav de dog at drive hotellet og solgte derfor ejendommen, hvorefter Dagmars mand i stedet nedsatte sig kaffebrænder andetsteds i Grimstad. Da Bolette og Hans købte Møllers Hotel, omdøbte de det til netop Victoria Hotel, men da man jo ikke kunne have to hoteller med det samme navn i byen, må det antages, at dette først skete, efter at Dagmar og hendes mand havde nedlagt deres Victoria Hotel i 1919. Man kan måske derfor formode, at Bolette og Hans netop købte Møllers Hotel, da Dagmar og hendes mand lukkede deres Victoria Hotel - altså i slutningen af 1919 eller i første halvdel af 1920. Måske kan man også lege med tanken om, at de penge, som Bolette og Hans pludselig fik, var testamenteret af Julius? Det er ikke usandsynligt, men jeg kan som ovenfor fortalt ikke dokumentere det eller umiddelbart komme svaret nærmere.