Hvad der fik Julius Octavius' forældre til at give deres yngste søn dette ganske statelige navn med tydelige referencer til de gamle romerske kejsere, kan man kun gisne om. Måske han kom til verden ved kejsersnit? På dette tidspunkt var kejsersnit stadig forbundet med stor risiko for især barnemoderen, men det kunne være eneste udvej i en ellers dybt kompliceret barnefødsel. Uanset om Julius kom til verden på denne vis eller ej, klarede såvel mor som barn i hvert fald denne fødsel uden at miste livet. Glæden varede dog kort, for allerede i 1853 – den 24. marts - døde Rachel, kun 46 år gammel. Hun døde af et såkaldt ”lungeslag” - et udtryk for hjertesvigt formodentlig som følge af vand i lungerne. Dette kan have været forårsaget af mange forskellige sygdomme - heriblandt lungecancer, tuberkulose etc.

 

Julius var altså bare 6 år gammel, da han mistede sin mor, og faderen, John, giftede sig aldrig igen, men levede resten af sit liv som overordentligt hårdt-arbejdende enkemand. Rachels søster, ”Moster Signe”, flyttede efter Rachels død ind i huset hos familien, hvor hun kom til at fungere som hus-bestyrerinde, indtil hun senere selv giftede sig og stiftede familie. Denne ”Moster Signe” må være Rachels storesøster, Signe Johnsdatter Sæveland, født 1803 i Kristiansand.

 

Johns grossist- og købmandsvirksomhed må have været en succes, for samme år som Rachel døde, stod det klart, at såvel virksomheden som familien havde brug for mere plads. Han valgte derfor at investere i endnu en ejendom med tilhørende stor have, som lå i Vestre Strandgate 34. Det var et stort hus, der lå på hjørnet til Henrik Wergelandsgate – den tidligere Konsumsjonsgaten. Vestre Strandgate var på denne tid blandt de største og vigtigste købmandsgader i Kristiansand, og den lå - og ligger - ved Vesthavnen og kan skimtes på gamle fotos og tegninger af byen set fra vandet. Hertil flyttede John sin familie, og det store hus blev altså Julius’ nye barndomshjem, mens det gamle hus blev brugt til forretning, lager osv.

 

Hvordan Julius’ barndom iøvrigt forløb, hvor og hvor længe han gik i skole, hvilke legekammerater han havde osv., står indtil videre hen i det uvisse. Formodentlig var hans barndom og ungdom kraftigt præget af den øvrige families aktiviteter i familievirksomheden. Som det yngste barn så han til, mens de ældre brødre trådte ind i denne, hvor de fik muligheden for at lære købmandsfaget fra bunden. De startede som handelsbetjente – ekspedienter – og arbejdede sig støt og roligt op, i takt med at de lærte faget og forretningen at kende. Man kan gætte på, at Julius  allerede fra lille nærmest var i oplæring til som ung mand også at kunne gå ind i virksomheden på samme vis som sine ældre brødre.

 

I 1858 ramte ulykken atter familien, da Julius’ ældste bror, Gunvald Rudolph, døde kun 23 år gammel af forkølelsesfeber i forbindelse med tæring (tuberkulose). Han var på daværende tidspunkt handelsbetjent i faderens forretning, og var formodentlig udset til med tiden at skulle overtage den overordnede ledelse af familievirksomheden. Dette kom jo så desværre ikke til at ske.

 

Lilloe Bomuldsspinneri

​

Samme år købte faderen på en konkurs-auktion ”Lilloe Bomuldsspinneri” med tilliggende ejendomme i Høie ved Mosby, nord for Kristiansand. Han betalte 7.000 speciedaler for spinderiet, og der må have været tale om lidt af et økonomisk kup, for fabrikken var vurderet til 20.000 speciedaler, men John fik den altså for et betydeligt lavere beløb og kunne nu udover købmand, grosserer og butiksejer også kalde sig fabriksejer. Han ansatte den tidligere ejer og grundlægger af spinderiet, Peter Julius Lilloe, som bestyrer, og som sådan fortsatte denne lige til 1876. Lilloe boede i den private villa ved spinderiet, som blot kaldtes ”Privaten” og som også senere kom til at huse virksomhedens ejere og disponenter. Samtidig ejede Lilloe stadig det – også af ham selv grundlagte - væveri, der lå ved siden af spinderiet.

 

Selvom Peter Julius Lilloe ikke havde økonomisk succes som ejer af spinderiet, var han en dygtig bestyrer for John Gundersen, og i årene han var ansat, lykkedes det ham løbende at udvikle og forbedre virksomheden betydeligt. Spinderiet blev altså en succes i årene efter opkøbet.

 

Udover 40-50 arbejdere (mest kvinder og unge mænd) samt en mester var også et antal helt almindelige skolebørn arbejdende ved spinderiet. Disse gik i skole hver anden dag, og de øvrige dage arbejdede de på spinderiet fra kl. 6 om morgenen til kl. 19 om aftenen med 1½ times middagspause. For dette fik de 20 øre om dagen. Det var dengang ganske normalt, at børn – især fra fattige familier - arbejdede på næsten lige fod med voksne. Ofte var familierne nemlig dybt afhængige af den løn, børnene kunne bidrage med til familiens overlevelse, selvom den i reglen var meget lav.