Da det 19. århundrede nærmede sig sin afslutning så fremtiden for familien Gundersen umiddelbart lys og glad ud. Familien var blevet stor, og der var etableret en mængde forskellige virksomheder, som både genererede spændende muligheder og velstand.

 

Desværre blev også julen i 1898 dog en temmelig sørgelig affære for familien Gundersen - og for den norske teaterverden. Selve juleaften døde nemlig skuespillerinden Laura Sophie Coucheron Svendsen, Fru Gundersen - Julius’ begavede og meget afholdte svigerinde. I løbet af sommeren 1898 var hun blevet skrantende, bleg og svag, og hun blev ikke rask i løbet af efteråret. Hendes nærmeste var ængstelige, men ikke klar over, hvor galt det i virkeligheden var fat med hende på dette tidspunkt.  Det var hun måske nok selv, for som efteråret skred frem, og vinteren begyndte, blev hun mere og mere melankolsk og talte meget om døden, og om hvor frygteligt det var, at hun skulle forlade Sigvard. Døden i sig selv var hun ikke bange for.

 

Til sidst kunne Laura ikke længere komme ud af sin seng. Hun led af, hvad man mente var voldsomme hjerteanfald, og i forbindelse med disse tabte hun ofte bevidstheden. Juledags eftermiddag faldt hun i søvn og vågnede aldrig igen.

 

Laura blev begravet fra Trefoldighedskirken i Kristiania den 31. december 1898, og i kirkebogen blev om dødsårsagen skrevet, at hun døde af ”Vitia Cerebri”, hvilket ikke er en hjertesygdom, men derimod sygdom i hjernen – formodentlig var der tale om en alvorlig hjerneblødning eller blodpropper i hjernen.

 

Lauras død vakte om ikke landesorg, så noget, der lignede lidt. Og selv så langt borte som i Canada og i forskellige amerikanske stater skrev man om dødsfaldet i aviserne. I Danmark skrev Herman Bang, der ligesom Georg Brandes ved flere lejligheder havde mødt Gundersen-parret i Kristiania (Oslo), et fint portræt af Laura, som blev bragt af det norske tidsskrift "Jul" og i dag kan genlæses på Det Kongelige Bibliotek i København.

 

Efter Lauras død brød Sigvard Emil helt sammen. Han kunne ikke udholde at være i deres fælles hjem i Kristiania (Oslo), så umiddelbart efter hendes begravelse tog han til Gudbrandsdalen. Han sørgede voldsomt, savnede hende og mistede aldeles lysten til det meste – og ikke mindst til teatret.  Han fik det ikke meget bedre, mens han var i Gudbrandsdalen, hvorfor han drog videre til sin barndomsby, Kristiansand, hvor han elskede at opholde sig. Han flyttede sammen med en husbestyrerinde ind på 1. etage hos Julius i huset "Breidablikk" på Møllevandsstykket. Her blev han boende resten af sit liv. Julius selv beboede 2. etage sammen med nevøen Peter J. Gundersen, der var kontorist i J. O. Gundersen og Co. Der var hhv. 5 og 6 værelser på de to etager, så der må have været tale om et forholdsvis stort hus. Til huset hørte i øvrigt også have med frugttræer samt stald, lo og diverse udhuse.

 

Den store satsning

​

I de sidste år af det 19. århundrede planlagde Julius og Heinrich Martens at udvide deres vinkoncern med endnu en ny, flot og respektindgydende forretningsbygning – denne gang i Kristiania (Oslo), hvor J.O. Gundersen & Co. havde købt og fået sammenlagt matrikler på hjørnet af Rådhusgate 15 og Kongensgate 7 for i alt 160.000 norske kroner - svarende til små 12 mio. norske kroner i dag. Den samlede nye matrikel var på lige knap 474 m2. Planen kunne virkeliggøres, da de med Johan Severin og Johan Petter Johnsen dannede endnu et konsortium, der i fællesskab kunne finansiere byggeriet på den nye grund. Investeringen var enorm – ifølge forlydender svarede den til en nutidig investering på flere hundrede milioner kroner. 

​

En i tiden populær arkitekt, Carl August Michalsen, fik den krævende opgave at tegne det imponerende hjørnehus, der skulle erstatte vinfirmaets tidligere forretning i byen, og i 1899 stod det imponerende "forretningspalads" med kuppel, spir, flere balkoner og store glasflader i de nederste to forretningsetager klar til at rumme, hvad der vel planlagdes at skulle være Norges – og nok også Nordens – mest overlegne vinfirmas domicil i hovedstaden. Sådan kom det dog ikke til at gå - ikke i ret lang tid i hvert fald. For ligesom investeringen var enorm, var den også forbundet med stor risiko. Her taltes jo ikke ”bare” om, at en enkelt mands formue stod på spil. Der var tale om en investering, som ville kunne mærkes i hele familien, hvis den slog fejl. Og det gjorde den tilsyneladende efter ganske få år.
 

”Forretningspaladset” i Kongens Gate 7-9 i Kristiania (Oslo) står stadig på sin plads den dag i dag, men desværre har det mistet en del af sin oprindelige storhed og elegance – der er fjernet en væsentlig del af dekorationen, og på kuplen er påsat et nyt og langt mere forenklet spir. I dag huser bygningen Saga Hotel Oslo Central - et lækkert designhotel og et luksus-hostel.

​

Farvel til Hotel Dølen

​

Også for storebroderen Johan Severins vedkommende varslede det gamle århundredes afslutning nye tider. Millionbyggeriet i Kristiania medførte nemlig også økonomiske vanskeligheder for ham, og i den forbindelse måtte han i 1899 afhænde Hotel Dølen til den dygtige bestyrerinde, Fru Severine Syvertsen. Hun fortsatte med at drive hotellet frem til 1919, hvor hun solgte det til Brødrene Skibsrud. Kort derefter brændte hotelbygningen ned, men i 1921 blev det genopbygget, og er stadig den dag i dag et yderst populært lille hotel, der ligger i de mest fantastiske omgivelser i Evje.