I begyndelsen af 1800-tallet var der ikke de store beskæftigelsesmuligheder for unge bondesønner og –døtre i de små norske bygder. Dette galdt især de unge, der kom fra helt små gårde, hvor der ikke var mulighed for opdeling af gården og den tilhørende jord til de voksne børn. Derfor var det helt almindeligt, at unge mennesker søgte bort fra hjembygden og familien, når de kom til skelsår og alder. Mange unge bondesønner fra kystbygderne tog ud at sejle - og blev altså sømænd. De heldigste, dygtigeste eller mest velhavende kunne med tiden blive skippere på egen skude. Andre søgte mod byerne for at etablere sig dér, eksempelvis som håndværkere. De unge bondedøtre derimod kom ofte i huset hos bønder på større gårde eller hos borger- eller godt stillede håndværkerfamilier i en af de større byer.

 

I 1829 drog en tyveårig norsk gårdmandssøn fra Haaland i Halse ved Mandal i det absolut allersydligste Norge mod nordøst til Kristiansand. Han var i selskab med sin fire år ældre bror, der ligeledes havde revet teltpælene op for at søge beskæftigelse og en forhåbentlig lys fremtid i byen. De to brødre var min tipoldefar og hans bror, og de hed John  og Tolli Gundersen (Pladsene Haaland).

 

Den nøjagtige dato for brødrenes ankomst til Kristiansand var den 18. september 1829. På dette tidspunkt blomstrede havnebyen så småt igen efter i en årrække at have været kraftigt økonomisk påvirket i negativ retning efter Norges adskillelse fra Danmark i 1814. Befolkningstallet var nu atter stigende, og byen blev indfaldsport for indførslen af stadig flerer varer til Norge. Dette skabte ny velstand, optimisme og en vis grad af overflod i byen. Ligeledes kom de første rutegående dampbåde langs kysten i gang, og vejnettet langs Norges sydlige kyststrækning udbyggedes. Dette førte til grundlæggelsen af adskillige nye industrier i byen, ligesom også skibs-industrien fortsat voksede støt.
 

Min tipoldefar, John Gundersen, fandt beskæftigelse i Kristiansand som handelsbetjent – ekspedient - i en af byens købmandsforretninger. Hvad der derimod hændte storebroderen Tolli fortaber sig i det uvisse – eller i hvert fald i det  meget usikre. Formodentlig drog han ganske få år efter ankomsten til Kristiansand tilbage til fødeegnen, for i kirkebogen for Mandal ses han viet i 1832.

 

Efter at være blevet vel etableret i Kristiansand mødte John sin kommende hustru, Rachel Johnsdatter Sæveland, som var vokset op i et lille smukt træhus i Gyldenløves Gate 47 i Kristiansand. Gaden lå - og ligger - i ”Posebyen”, hvor først og fremmest familier fra byens middelklasse, arbejdere og håndværkere beboede husene. Oftest boede der flere familier i hvert lille hus, og da disse familier ofte også var overordentligt børnerige, blev boligerne hurtigt meget trange. Rachel var ud af en børneflok på otte, og datter af skomagermester John Andersen Sæveland, der oprindeligt kom fra Herad og havde taget borgerskab i Kristiansand i 1799. Rachels barndoms-hjem i Gyldenløves Gate blev i øvrigt nedrevet og genopført i 2014/2015 - klik her forat se fotos fra nedrivnings- og genopførelsesarbejdet.

 

De nærmere omstændigheder omkring hvor og hvordan John og Rachel mødte hinanden, har det ikke været muligt for mig at finde information om, men den 25. november 1834 giftede John og den da 27-årige Rachel sig med hinanden i Kristiansand Domkirke. Ved brylluppet var John stadig handels-betjent i en forretning i byen, men han var en ambitiøs og kvik fyr, der snart efter startede egen grossistvirksomhed og kolonialvareforretning, hvor han tillige solgte fedevarer – dvs. alt hvad der indeholdt fedtstoffer, herunder kød, flæsk, skinker, pølser, smør, talg, lys, tran, tjære, terpentin, olier, harpikser etc. John blev altså købmandsgrossérer – og med tiden endda en betydelig en af slagsen.

 

Det unge pars hjem og deres købmandsforretning kom til at ligge i Konsumsjonsgaten - den senere Henrik Wergeland Gate - nummer 69. Bygningen er i dag for længst revet ned, og på adressen er nu bygget moderne etageboliger. Huset i Konsumsjonsgaten var et stort dobbelthus med to indgange. Der hørte en meget stor have til huset, hvor siden Domkirkens Menighedshus angiveligt blev opført.

 

John Gundersen handlede ivrigt med oplandets bønder, som han forsynede med kolonialvarer fra byen. Til gengæld opkøbte han om efteråret samme bønders bedrifter af kvæg og får til slagtning. Disse blev indtil slagtningen holdt indelukket i den store have, der hørte til huset i Konsumsjonsgaten, og her blev fårene i øvrigt også klippet, før de blev slagtet. Intet skulle jo gå til spilde, og uldgarn var en eftertragtet vare.

 

John og Rachel levede et religiøst og – i forhold til de i øvrigt økonomisk temmelig gode forhold – ret nøjsomt liv. Familien udviklede sig hurtigt, da børnene kom med få års mellemrum. I 1835 fødtes først sønnen Gunvald Rudolph, og lige i begyndelsen af 1837 fødtes datteren Johanne Severine. Desværre døde den lille pige allerede som 1-årig af et "krampeslag", og et års tid efter - i 1839 - fødtes så endnu en søn, som opkaldtes efter sin afdøde storesøster. Han kom til at hedde Johan Severin. I 1841 kom datteren Salvine til verden, og herefter fulgte i 1842 endnu en fødsel – nemlig af sønnen Sigvard Emil. I 1844 blev datteren Ansine født, og sluttelig fødtes den 30. januar 1847 Julius Octavius, min oldefar.