Velkommen til historien om Vild-Stine og Poul i Hammer Bakker - og om dengang Store Jens Peters hus brændte!
Den 3. marts 1917 - ganske præcis 100 år før disse ord skrives - begravedes en hårdt plaget husmand i Vodskov Kirke, lige nordøst for Aalborg. Det var Poul Chr. Madsen, og hans - og hans hustrus - historie fortælles på disse sider.
Dette er den sande historie - som jeg kender den - om en stakkels husmand, der dømtes skyldig i ildspåsættelse, selvom han var uskyldig. Og om myndigheder - herredsfoged, politi og arrestforvarer - der havde ansvar for, og derfor var skyldige i, at samme husmands spæde barn under hans og hustruens varetægtsarrest døde en forfærdelig død i Nørresundby Arrest - som et resultat af overmagtens forsøg på at fremtvinge en tilståelse. Herredsfogeden, der vel havde det overordnede ansvar herfor, blev så vidt vides aldrig hverken anklaget eller dømt for mishandling og anvendelse af, hvad man vel med rette kan kalde tortur, for han var en magtfuld mand, som også var byfoged, borgmester, forfatter og politiker. Det skete på en tid, hvor børns liv havde lav værdi, og hvor mænd med status kunne slippe afsted med endnu mere, end de kan i dag!
Med denne lille hjemmeside skal historien om den uskyldigt dømte husmand, hans dybt rystede familie og den lille piges uhyggelige død støves af og frem i lyset igen! Sådanne historier om myndigheders overgreb, mishandling og næsten tilintetgørelse af uskyldige og ressourcesvage borgere skal vi ikke glemme! Den her omtalte sag er jo blot en af mange historier, og lad os ikke være så naive, at vi bilder os selv ind, at overgreb på borgere, der ikke formår at beskytte sig selv og sine, kun skete i fortiden...
Stor tak til Horsens-Hammer Lokalhistoriske Arkiv, Projekt Hammer Bakker og Erling Larsen og Henning Pedersen for meget givende sparring og for at måtte bruge fotos og andre illustrationer på denne hjemmeside. Lige så stor tak til Statsbiblioteket for via Mediestream at have tilgængeliggjort de mange aviser fra perioden, hvor denne sag foregik. Tak også til arkiverne for at have gjort masser af data om vore forfædre tilgængelige via internettet - og til Danish Family Search for at have gjort det så utrolig let at fremfinde mange af disse gamle persondata på tværs af kildetyper! Jeg mangler stadig at undersøge visse vigtige typer af arkivalier, som har direkte relevans for denne sag, men det er mig også magtpåliggende at få dette website søsat nu - og så må jeg tilpasse indholdet på hjemmesiden, efterhånden som jeg får adgang til og tydet disse arkivaler.